| 1.verdenskrig |
| Rasmus Bergholt fortæller om de tre år, han var indkaldt til til tysk millitærtjeneste: |
| Ved krigens begyndelse 2. august 1914 regnede jeg ikke med at blive indkaldt. Det kom til at gå anderledes. |
| Allerede i foråret 1915 indkaltes årgang 1896 og jeg skulle møde i Haderslev den 15. oktober. Derfra sendtes vi alle til infanteriet i Slesvig, hvor vi blev indkvarteret i en hestestald ved Gottorp Slot. Oprindelig var slottet belagt med hussarregimentet, der ingen betydning fik i moderne krigstjeneste. |
| En sådan stald var i begge sider, hvor hestene stod, blevet belagt med bræddegulv. Herpå lå stråsække, én til hver med hovedenden op mod krybben. I hestekrybben kunne vi anbringe det lidet private, der var taget med fra hjemmet sammen med undertøj, tandglas og børster. Søndagsklædningen kunne man hænge på mellemstolpen. Vi fik udleveret 2 sæt tøj i mørkeblåt og blanke knapper. Borde og bænke var anbragt i midtergangen. |
| Nu kunne forestillingen så begynde! Man vænnedes ret hurtigt til at begå sig på en sådan måde at man ikke vækker opsigt. Først og fremmest som en flok kreaturer at holde sig så ubemærket som mulig for at befalingsmændene ikke bider mærke i én, for så har man aldrig fred. Det med tjenesten var nu ikke så slemt. Vi var alle danske og fik lært at spise det, der blev budt. Undtagen var dog om aftenen, hvor vi fik ”pellekartofler” og dertil en saltet sild direkte fra tønden. Så længe vi kunne få andet, gik den lige i affaldstønden.En portion ”Bratkartoffeln mit Spiegeleier” i kantinen var langt at foretrække så længe det var muligt |
| Vi fik lært at hilse på de overordnede. Det hed Zurück – march – march indtil der var gået tilstrækkelig tid. Om det blev bedre ved jeg ikke. Jeg var rekrutskolen igennem 3 gange uden dog at være udlært. Nok om det! Jeg skulle da ud og se Slesvig, fik tændt en cigar og kom over broen. Jeg møder en feldwebel, så hånden måtte op til kasketten, men ak og ve, jeg havde glemt cigaren i mundvigen. Det gav en ordentlig overhaling, men jeg slap dog med livet i behold |
| Efter jul 1915 havde jeg besøg af far og mor. Så vi gik på hotel oppe i byen for at få noget at spise. Det første værten sagde, da vi havde bestilt var: Ach mein Lieber, Heute ist ja fleischloser Tag ! ( I dag er kødløs dag) Efter lidt forhandling fik vi et privat væerelse til rådighed. Man lavede os så noget af den pakke, der var taget med til mig hjemmefra. |
| Tiden gik og vi skulle til skydning efter at vi havde været på øvelse i træningslejren i Lockstetterlage. Jeg spekulerede på, hvordan jeg bedst kunne bevise en arvelig øjensvaghed og undgå at blive sendt til fronten. Det skulle i hvert fald bevises ved skydningen. |
| Vi kom til skydning med skive på 200 m afstand. Jeg holt så i yderkanten af skiven og der kom en dårlig melding tilbage, så det gav en ordentlig skylle. Jeg undskyldte mig med, at jeg havde dårlige øjne. Men man gjorde intet.Jeg havde håbet på en undersøgelse, men intet skete. |
| Vi skulle så til skydning på 400 m. Nu måtte jeg vise, at der var noget helt galt med mine øjne. Så jeg skød helt ved siden af skiven. Straffen var ekstra eksersits. Feldweblen var bitter, han skulle jo med og kommandere. |
| Derefter kom jeg så for en læge, der konstaterede en fejl. Jeg kom for tavlen med større og mindre bogstaver. Jeg holdt mig ved de største bogstaver og en række mere. Det bevirkede at man skrev mig G – V. (Garnision Vervendbar) eller kun brugelig til garnisionstjeneste. Siden har jeg set mange af disse ensartede tavler, og det har altid undret mig, at en læge ikke kan sige, hvor stærk synsevnen er. |
| Efter den undersøgelse blev jeg fritaget for felttjeneste. Næste dag blev jeg sendt op på øverste etage til arbejde i beklædningsdepotet. Feldweblen, der havde kommandoen her, sendte mig omgående ned i privatboligen til konen i en fløj af slottet. |
| Her stiftedejeg bekendtskab med en lille dame, med hvem jeg havde det dejligt Når ikke der var andet, såsom at pudse sko, kløve brænde og hjælp ved rengøring, gik vi bagud af slottet igennem skoven ud til mormor, der boede i det nordøstlige hjørne af Slesvig by.Det var ikke altid let at være i fred især om morgenen, når den vagthavende underofficer skulle have alle i gang. Så var det med at forsvinde ud af syne og væk. Men også det fik en afslutning! |
| Der var i Slesvig en gruppe ældre, som kaldtes landstormafdelingen. De skulle udsendes til vagttjeneste på rolige fronter og byer bagved fronten. Pludselig i juni 1916 kom jeg som 20årig med i en transport med ukendt bestemmelsessted. Det var mest ældre i 40 års alderen. Soldaterne blev som sædvanlig ført til banegården med regimentsmusikken i spidsen. |
| Vi kørte mod vest til Belgien. Endestationen var Brüssel, hvor vi blev indlogeret på kasernen. Ingen vidste, hvad der videre skulle ske. Der gik dage, nok en uges tid. Så havde man samlet en batalion på 1000 mand med tilbehør. Der blev ikke gjort videre kendskab med Belgiens hovedstad, kun dette at ingen måtte gå ud alene og ikke uden våben- |
| Vi var et par danskere, der tog en eftermiddagstur og ved samme lejlighed en barbering. Min blev foretaget af en meget dygtig og let damehånd.Hele transporten bestod af et langt godstog med en enkelt personvogn til befalingsmændene. De vogne, der var beregnet til de menige, var forsynet med almindelige bænke til at sidde på. Enhver havde sin bagage og man kunne ligge og sove i et hjørne på gulvet. Det var en meget ubehagelig stilling på det hårde gulv med toget skrumplende af sted. Vi kørte atter tilbage til Tyskland. Nogle håbede, vi tog nordpå indtil vi havde passeret banelinien mod Hamborg. |
| Det gik videre østpå udenom de større byer. Der gjordes holt ved forplejningsstationerne ved godsbanegårdene. Der kom vi ud og fik forplejning. Ofte holdt vi i timevis på strækningen og benyttede tiden til at færdes lidt i det frie og tale med børn og unge og smage på deres modne frugter. Hele dagen stod vogndørene åbne, så den tilværelse var til at udholde. Hvis bare det ikke var for den uvished bagved. Hvor skal vi hen, blev der spurgt. Vi fik bare ikke noget svar. |
| Fra Berlin kørte vi i sydøstlig retning og kom ned i Stanislav i Galicien. Her blev vi indkvarteret i en lille landsby om natten efter fire døgn i banevognen. Der var hverken hø eller halm i den lade, vi ved nattetid fik anvist til at ligge i. Vi fandt på råd. Vi trak det nederste af stråtaget ud, så vi fik et nogenlunde leje for natten. Det så ikke videre godt ud, da det blev lyst og ejeren var forståelig nok fortørnet. Der blev nu udleveret nødration, der selvfølgelig ikke måtte spises. Men at sætte hunden til at vogte ved pølsen kan ikke forlanges. Dåsens indhold så fristende ud, sulten krævede sit. Vi to delte dåsens indhold og håbede der ikke blev revision foreløbig. |
| Men ak! Vi skulle formentlig snart ud til fronten og der blev revideret. Min kammerat holdt på, at der var begået en fejl. Der var ikke udleveret en dåse kød til os. Det lød sansynligt for en gangs skyld og vi fik en anden kødration. Nu gik der nogle dage, hvor myndighederne fik vore papirer undersøgt og fandt. at der var fire mand, der ikke kunne bruges til fronten. |
| Vi blev holdt tilbage og derefter sendt tilbage til Hamborg – Altona til reservebatalionen. Vi fik udleveret forplejning og blev sendt af sted med den ældste som fører. Da vi næste dags formiddag nærmede os Berlin, aftalte vi at blive der og se Tysklands hovedstad. Eftermiddagen gik med at se det mest seværdige. Hovedgaden ”Unter den Linden” og ”Brandenburger Thor”. Henad aften kørte vi videre og kom efter 4 timer med persontoget tilbage til Hamborg – Altona. Vi meldte os derpå tilbage på kasernen. |
| Der gik en måneds tid, hvor man samlede nye reserver til landstormafdelingen. Det var i hvert fald bedre end ved de kampdygtige afdelinger. Midt i august 1916 fik jeg efter en øjenundersøgelse et par briller. Derpå blev jeg sendt med transport østpå. Hvorhen fik vi aldrig at vide. Vi kørte gennem østtyskland ind i Polen over byerne Wilna og Kovno. |
| Vi blev tildelt en formation, der lå i en sumpet skov. Man boede i jordhytter bygget ovenpå jorden af runde stammer og ½ meter jord over. Vejene var lavet på samme måde som en knippelsbro, der lå ovenpå jorden. Vandet var ens enten man tog det i en brønd eller et granathul. Der boede man når tropperne var trukket tilbage i ro.Der var altid en mand hjemme skiftevis for at holde vagt. Hvis man sad stille og rolig, mens de andre var borte kom musene frem for at søge føde. Heldigvis var der ingen rotter og ved den mindste bevægelse var alle mus væk. |
| Vi skulle nu afløse ude i skyttegraven. Der var temmelig langt derud og ret rolige forhold. Om natten var der skiftevis vagttjeneste i det såkalte ingenmandsland. Her havde man lavet hul i jorden med nogenlunde dækning for to siddende vagtposter. Første gang jeg var med en kammerat ude at afløse, fik vi os sat til rette, selvfølgelig i dybeste tavshed. Men så fik kammeraten trang til at hoste. Det bevirkede, at der peb et par kugler over os. Fjenden sad i umiddelbar nærhed på samme måde som vi.. |
| Jeg puffede manden i siden, da han faldt i med at hoste. Men vi var da på det rene med, at der ikke var langt til fjenden. Der skete ellers intet og et par kugler var heller ikke noget man regnede for farligt. Da de 14 dage var gået, kom vi tilbage i ro. Så besluttede jeg, at melde mig syg for at tvinge en øjenundersøgelse igennem. Det lykkedes. Jeg blev undersøgt som tidligere og fritaget for skyttegravstjeneste. |
| I stedet for blev jeg sat til at hjælpe ved forsyningen. Formiddagen gik med at hente brænde sammen med en kusk, et par russiske heste og en rigtig russisk vogn med aksler af træ. Vi hentede et læs birkestammer uden for mange grene og knaster. Let at save og kløve til brænde til gulachkanonen, som køkkenvognen kaldtes, til opfyring i skriverstuen og i vores egen jordhule. Jordhulen var en betydelig bedre beboelse, end den jeg tidligere har beskrevet. Vi boede tørt og godt og havde en stråtægt russisk ejendom til køkkeninventar og plads til køer og fire heste. |
| Min opgave var at sørge for brænde til skriverstuen og holde mig gode venner med feldweblen, der havde kommandoen over pladsen. Jeg boede sammen med kusken, en medhjælper og skomageren, en ældre mand fra Schlesien i det sydøstligste hjørne af Tyskland. Det blev efterhånden minus 30° ved juletid. Men det er fastlandsklima med stille vejr og sol til daglig med et lag sne over det hele. |
| Vi boede fredeligt i vores understand uden anden forstyrrelse end at russerne sendte en forvildet granat ind og sårede vores ko, så den måtte slagtes. |
| I januar 1917 fik man ordre fra oven, at alle under 39 år indenfor landstormen skulle tilbage og bruges, hvor der var behov andetsteds.Nu går den ikke længere her, sagde feldweblen. Så gik det tilbage til Hamborg, hvor vi 50 unge kom ind på kasernen. Hensigten var nok, at give os en opstrammer og så til Frankrig. Vi kom til eksersits sammen med en flok rekrutter. Men ak! det kunne og ville vi ikke med det tempo. Den kommanderende var ved at gå i flint. Så siger han til sidst: Wart mal bis heute Nachmittag (vent bare til i eftermiddag). Han tog os så alene til en omgang på pladsen. Men så kom der ro over manden. Vi var enige og tog det hele med ro og dermed var sagen i orden og vi havde fred. |
| Vi boede i et hjørnehus nede ved St. Pauli. (For resten det eneste hus jeg kunne genkende på en ferietur, hvor vi tilfældigvis overnattede lige i nærheden.) Nå! alt ændredes hurtigt. Jeg blev som G.V. overflyttet til et vagtkompani, hvorfra en stor del af vagttjenesten omkring Hamborg blev ordnet. Om morgenen blev vagterne fordelt til kasernevagt, til forskellige fabrikker udover frihavnen samt nogle få nattevagter. Disse frihavnsvagter syntes jeg var interessante og ved inddelingen forsøgte jeg at gå ind i rækken, hvor det omtrendt ville passe. |
| Så en morgen hen på forsommeren var det ved at gå galt. Jeg havde søgt om orlov og fik så besked på at melde mig. Der var samtidig noget andet i gære. Vi stod i regnvejr til inddeling i en lang korridor. Der kom flere listende fra højre fløj ned bagved den dobbelte række, men jeg syntes sikret på grund af orlov og blev stående. Jeg blev hevet frem trods bemærkningen om orlov med ordene: Das kønnen sie nachher machen. (Det kan de gøre bagefter). Han manglede mandskab til et kursus til Lockstedt i at kaste med håndgranater. Vi fik ordre til at hente det nødvendige til turen på depotet. Jeg gik ned, i stedet for at ordne det han havde sagt, jeg kunne gøre bagefter, og ind på skriverstuen inden chefen kom tilbage fra vagtinddelingen. |
| Jeg blev spurt om jeg skulle på vagt og da det ikke var tilfældet, kunne jeg hente min orlovsseddel, heldigvis ½ time før jeg skulle med på håndgranatkurset.. Chefen, der var ny i tjeneste, skulle selv udbetale mig forplejningspenge. Han genkendte mig heldigvis ikke. For ikke at blive indhentet tog jeg ud på Altona banegård og med toget derfra. |
| Efter tilbagekomsten var sagen glemt. Der var nogle dejlige måneder i Hamborg. Om eftermiddagen efter vagten havde vi altid fri. Sammen med brødrene Petersen fra Skærbæk var det godt at få opfrisket modersmålet. Men krigen var endnu ikke slut. Man havde fundet ud af at jeg nok kunne bruges til noget andet. Det kom i efteråret 1917. Jeg blev overflyttet til artalleriet i Neu Breisach i Elsas Lotringen. Så det blev tredje gang, jeg fik en uddannelse. Der var gået 2 år ved infanteriet, men nu øjnedes ingen omvej, kun en uddannelse og så med uden omsvøb. |
|
Ved juletid 1917 var det bittert koldt på pladsen ud mod Rhinen. Man havde under verdenskrigen flyttet Artalleriregiment 25 fra Harburg og ned til Neu Breisach. Vi var 4 kammerater, der holdt juleaften sammen Herbert Thies fra Mecklenburg, Lemcke fra Gärtnerstrasse 103 Hamborg, Sophus Demant fra Søvang, Øster Højst og jeg fra Arrild. En lille ældre vicefeldwebel havde overkommandoen og kunne undertiden bruge udtryk som: Der Kerl kommt tatsächlich angelast, wie so ein alte Ente, die zur Beichte geht.(Karlen kommer vraltende, som en gammel and der går til skrifte) Han var polak, men i øvrigt ret godmodig. I Januar 1918 blev vi flyttet fra kasernen ud i nogle barakker, hvis ydermur bestod af blikplader. Det satte ind med frost, så vores brændeovn i midten gav kun varme til et par meter udenom. Så væggene var som is. Om natten lå vi med alt tænkelig lagt ovenpå for at holde varmen nogenlunde. |
| Så i Februar 1918 begyndte opbruddet. Legen med vore små 75 mm kanoner var slut. Sophus og jeg fulgtes ad helt til September, da han blev såret.Rejsen gik til Frankrig, hvor vi ved Sct Quentin måtte grave kanonstillingt til de fæle 120 mm kanoner, som nu skulle bruges. Et hul på 4 x 4 meter og 1 meter dyb. Jorden op omkring hullet til yderligere afskærmning. |
| Omkring midten af Marts 1918 satte angrebet ind med alt brugeligt maskineri og våben. Der gik nogle timer, hvor alt drønede imellem med kanonaftræk og nedslag af granater. Der var ordre til at skyde uafbrudt. Da skyderiet endelig standsede, var den ene af vore kanoner ubrugelig idet hele maskinen ved aftrækket bliver presset tilbage så hjulene løber tilbage og bliver bremset ved at løbe op på en kileformet træklods og derfra frem igen til skudklar stilling. Denne indretning, som kaldes ”Hemkeil” var ved det ene hjul forskubbet lidt. Det ene hjul kom ved siden af så det hele væltede om på siden. En mand kom til skade, skydningen blev indstillet og kanonen ubrugelig. Så måtte vi 4 mand af sted ind i byen med den forulykkede. Hele byen var belagt med tåge og gas, så man ikke kunne se over gaden. Lange kolonner infanteri travede fremad med gasmasker eller en gaspatron i munden for at kunne trække vejret. Ingen anede hvor eksplosionerne kom fra. Vi blev i byen. Vi havde ingen fremrykningsmuligheder med disse gamle kanoner. |
| Dagen efter blev vi kørt frem til en øvelseslejr, dog ikke med de umoderne kanoner. Dem så vi aldrig mere. Lejren vi kom til lå et stykke øst for Laon. Man kunne se de høje tårne i det fjerne. Vores afdeling havde ingen heste til transporten. Når vi senere blev flyttet var det med heste fra andre trainkolonner eller med traktorer, der begyndte at komme i brug. For os var det heldigt at være uden den såkaldte Fahrer eller transportafdeling. Vi havde mere ro og fred, når der var tid til rådighed prøvede vi at lede efter asparges og andre grønsager og eventuelt en høne fra stabens hønsehus eller også et ran fra forsyningsdepoterne til supplering af kosten. Det hændte, at der kom en såkaldt feltbane forbi med fødevarer til fronten. En behændig mand sprang op i en af disse åbne vogne og smed brød eller andet ned til os, som vi så samlede op. Her bag fronten var også bevogtede kartoffelmarker, hvor man tog nye kartofler op, når vagten var i den anden ende. |
| I Juni blev vi transporteret til Marnefloden og hensigten var nok, at nå frem til Paris. Vi fik andre 150 mm kanoner, dog ikke nye. Materiellet og altså også kanonerne var efterhånden forslidt. Det kunne mærkes ved brugen. Der skete det, hos os at en granat på 80 pund på grund af en fabrikationsfejl ikke kunne passere røret så hele låsen røg bagud. Heldigvis kom ingen til skade.. |
| Ved Marnefloden gik det galt. Vi blev jaget tilbage og det endog uden at få kanonerne med. Og det fortsatte den ene gang efter den anden. Hele hæren virkede kamptræt. For artelleriet var det heller ikke godt. Så snart vi fik ordre til at skyde, fandt de os hurtigt, og vi fik kanel. Alle tilførselsveje var under ild. I September nåede vi næsten tilbage til Laon. Her blev min ven Sophus Demant såret af en schrapnelkugle. Vi gik for at hente vand, og det blev det sidste, vi så ham i live. |
| Fjorten dage senere fik jeg så orlov og rejste med banen fra Laon og nåede Køln. Der var spærret til byen for alle, der skulle til fronten. Alle soldater søgte at trække tiden ud med et par dage så alle kom for sent tilbage fra orlov. Jeg kom i toget fra Køln, og så sov jeg natten igennem til Hamborg. Men 14 dage er ikke længe, dog skete det, at der blev lagt 14 dage til fordi der var banespærre. |
| Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at min sårede ven Sophus var flyttet til et lazaret i Tyskland og var død der. Han skulle begraves hjemme, så jeg fik lejlighed til at følge ham til graven på Øster Højstkirkegård en af de første dage i Oktober 1918. |
| Da jeg først var hjemme, kunne jeg ikke tænke på at rejse tilbage til fronten. Jørgen Søndergaardgik hjemme og var såret. Han havde etableret en forbindelse over grænsen til Danmark og hjulpet broderen igennem. En mand, der tjente i Høgsbro, var ledsager og gik ud i vadehavet og op på den danske side så man kunne tage vejen til Ribe. Ved højvande gik det en anden vej, hvor man måtte kravle igennem vagtkæden. |
| Tidlig om morgenen den 1 November 1918 gik vi fra Arrild uden om de bestående vagter og ud over Hønning hede og i retning Frifelt og til Rejsby. Her gik vi over landevejen mod vest og ud i engene, hvor der går vej mod Høgsbro med gdr. Niels Hansens gård som mål indtil aften. Et par vagtposter gik et stykke foran ud til afløsning. Da vi var civilklædt, regnede de os nok for et par, der skulle hente kreaturer ude i engene. |
| Ved halvsyvtiden kom manden, der ville give følgeskab, og turen gik ud mod havet. Før vi nåede vagtkæden, lagde vi os ned for at sondere terrænet, men der sås ingen. Vi fortsatte i en kurve ud i vadehavet uden om grænsen og op på den danske side til vejen. der fører til Ribe. Her skiltes vi. Han gik tilbage og jeg mod Ribe. Da jeg var nået så langt, var der gået 4 timer. Vandet havde været så lavt, at støvlerne var tørre. |
| Jeg sov på hotellet og tog med toget til Holsted dagen efter. I Føvling fik jeg en hjertelig modtagelse hos min faster Christine og onkel Laurids Knudsen. Der blev jeg udstyret med et højskoleophold på Børkop Højskole, hvor jeg var vinteren over. 1. Verdenskrig sluttede 10 dage senere 11-11-1918 og således endte min tjeneste med et jernkors udstedt 1. November 1918 og senere tilsendt uden særlig bemærkning. |
| Den 28 november retter Danmark henvendelse til de sejrende magter om en grænserevision.En alvorlig influenceepedemi, ”Den spanske syge” følger i krigen kølvand og Rasmus’s bror dør ligesom en del andre især unge . |
| Peter Kjær kaldet Per Top skrev lejlighedsdigte. Således dette til Genforeningen 1920
|
| Naar vi nu atter skal hjem til vor Moder |
| Først da en Tak vil vi bringe vor Gud |
| Det var jo et af de højeste Goder |
| At han af Trældom førte os ud |
| Aldrig i Livet vi dog forglemmer |
| Ham som derude sit Banesaar fik |
| Thi for en Sag, som for ham var fremmed |
| Han gjorde sin Pligt, mens i Døden han gik |
| Lad os og mindes den sørgende Kvinde |
| Hvad skal de smaa hun give til svar |
| Hvor skal hun hindre, at Taarerne rinder |
| Mens Børnene spørger, naar kommer Far. |
| I Hjemmet sidder nu Fader og Moder |
| Mens saa ofte de sukker i Løn |
| Kunne vi vælge af Jordelivs Goder |
| Vi valgte at skue vor elskede Søn |
| For os herhjemme nu Lykken sig føjer |
| Vi vender tilbage som artige Børn |
| Aldrig det spurgtes, at Nakken vi bøjer |
| Da vi sad under den preussiske Ørn. |
| Vi kan jo næsten ej fatte den Glæde |
| Snart kan vi hejse vort elskede Flag |
| Snart vi de danske Sange kan kvæde |
| O, det skal blive en lykkelig Dag |